VBA-programmering i Excel

Med MS Office kan du lave avancerede skræddersyede værktøjer/skabeloner, der løser både simple og komplekse dagligdagsopgaver i Excel.

Kurset giver dig en grundlæggende introduktion til VBA-programmering i netop Excel og er for dig, der ønsker:
• at forstå objekt-tankegangen herunder metoder og egenskaber
• at anvende makrooptageren som en hjælpende hånd
• at bruge Excels vigtigste objekter til at bearbejde fx data
• at anvende de nyttigt indbyggede VBA-funktioner
• at opbygge en brugerflade til dit program
• at oprette brugervenlige tilføjelsesprogrammer
• at kende til automation, dvs. at kende til integration af MS Office vha.
  VBA-programmering.

Indhold

Med Excels indbyggede programmeringssprog (VBA) kan du tilpasse og udvide dine regneark til helt specifikke opgaver i både virksomheds og privat regi.På kurset anvender vi de mest almindelige byggesten (objekter) – som gør det muligt at manipulere data i udvalgte celler og større områder. Desuden arbejder vi med hele ark, filer og selve programmiljøet. Vha. mindre øvelser får du et indblik i mulighederne, som du bagefter selv - i større opgaver - skal kombinere til værktøjer, der udfører specifikke opgaver. I den forbindelse må du gerne arbejde med dine egne cases.

Du kommer desuden til at arbejde med design og hændelsesprogrammering af brugerflader, fx de skærmbilleder og knapper, som din kode i sidste ende skal betjenes med. - Og alt efter opgaven lærer du, hvordan koden kan distribueres til brugerne vha. regneark eller egentlige tilføjelsesprogrammer.

At komme fra idé til handling kan være svært, så gennem øvelserne vil du træne evnen til at nedbryde din ide/opgave i mindre overskuelige delopgaver, som du efterfølgende kan få hul på, f.eks. vha. programmets online-hjælp og den indbyggede makrooptager.Til sidst på kurset får du en introduktion til, hvordan VBA kan bruges til at løse opgaver, der kræver et samarbejde med de øvrige programmer i Office-pakken – fx hvordan du automatisk kan flytte data fra Excel til udvalgte placeringer i et Word-dokument eller lignende.

Ellers vil vi arbejde med:

• at bruge makrooptageren til at komme godt i gang og til at lære om objekter,
  egenskaber og metoder
• at bruge objekterne: Application, Workbook, Worksheet, Range og hjælp til
  Excels objektmodel
• at lave brugerdefinerede funktioner, der kan bruges som almindelige
  Excel-funktioner
• at undersøge, hvad er hændelser, og hvordan de bruges
• at designe brugerflader i Excel og programmere brugerflader vha. objekter og
  hændelser
• at oprette tilføjelsesprogrammer, der beskytter din kode og gør den nem at distribuere
  til brugeren. Desuden får du en introduktion til automation i MS Office-pakken og ser
  eksempler på den i praksis.

Mål

Du bliver i stand til at skrive din egen VBA-kode, der udnytter de mest almindelige
objekter i Excel til manipulation af data i regnearket og lærer at programmere en
brugerflade. Du får også kendskab til de tilføjelsesprogrammer til Excel, der elegant kan
distribuere en kode til brugerne. Desuden vil du få kendskab til at integrere
programmerne i MS Office-pakken vha. programmering – også kaldet automation.

Forudsætninger

Du skal have deltaget i kurset Introduktion til VBA-programmering eller have en viden, der
svarer til det niveau.

Supplerende information

Med dette kursus har du mulighed for at sikre dig en personlig opfølgende konsulenttime.
Opfølgning aftales på kurset og koster 400 kr.