Jacob Holdt – foredrag på Handelsgymnasiet, Vejlby Centervej, 16.03. + 18.03.2010
Titlen på Holdts foredrag var:
Om at integrere sig med "de andre" - lokalt og globalt"
Det var et foredrag specielt designet til lejligheden. Målgruppen var vore 3. års elever (DIO – ”Globalisering” – og engelsk).
Holdt tog udgangspunkt i sine amerikanske billeder i almindelighed, og i de billeder der for tiden udgør udstillingen ”Tro, håb og kærlighed” på Aros i særdeleshed. De fleste af vore 3. års elever har da også set – eller skal se – udstillingen, som er en omfattende og imponerende, tematiseret samling af Holdts amerikanske billeder fra 70’erne og frem til i dag.
Jacob Holdt ville gerne have haft lejlighed til at vise hele sin ”Amerikanske Billeder” forestilling (varighed 5 timer!) men i denne omgang måtte han altså ”nøjes” med 3 timer kun afbrudt af en enkelt 10 minutters pause. Det siger i sig selv en hel del om Holdts engagement og entusiasme. Han vil gerne give sit publikum det meste og det bedste. 
Vi møder her knapt 40 år efter de første amerikanske billeder en mand, der stadig brænder for sin sag. Hans gennemtrængende blå øjne ligefrem gnistrer, når han provokerende kalder sit publikum for ”mere racistiske end selveste Ku-Klux-Klan”. Han forklarer, hvad han mener med det, ”Alle Klan-medlemmer har sorte venner, som de vil gøre alt for at beskytte. Hvor mange af jer har rigtigt gode muslimske venner?” Og flere blandt publikum nikker da også. Mange af dem nydanskere der føler Holdt rammer plet. Han taler direkte til dem, italesætter deres problemer, frustrationer, håbløshed. Men også flere ”gamle” danskere, af den slags der formår at træde et skridt tilbage og tage deres egne holdninger op til revision, ser ud til at forstå budskabet.
Holdt er og bliver hippien, provokatøren, udfordreren, hvis fornemste opgave det er at spidde småborgerlighed, selvfedme og jantelovsmentalitet. Holdt elsker Amerika og amerikanerne, derfor handler hans billeder om autentiske amerikanere og deres skæbner – uden filter, råt for usødet. Holdt elsker også Danmark og har i de senere år vendt blikket mere og mere indad og hjemad.
Med egne ord var han chokeret over, hvad der var sket med Danmark i de 30 år, hvor vi alle har haft travlt med at kritisere amerikanernes racisme og manglende integration og fortsatte diskrimination af de ”indfødte” sorte. Hans pointe er, at amerikanerne altid har taget imod indvandrere med åbne arme.
Alt imens kører billedshowet, og der vises billeder af Messerschmidt, Kjærsgaard, Langballe og Holdts gode ven Søren Espersen, men flest billeder af muslimske venner og veninder i festlige lag. Holdts budskab er: ”racisme skader kun dig selv. Hvis du omfavner de andre får du glæde i dit liv (og masser af fester)”. Holdt får flettet ind, at han siden jul stort set kun har levet af den dejlige festmad, han får serveret rundt omkring hos sine etniske venner til bryllupper og fødselsdage og helt almindelige hverdagsaftener i Vollsmose, Gjellerup eller Ishøj. Og mener, at det da må være et budskab, der går lige ind hos eleverne på handelsgymnasiet.
Holdts budskaber er enkle i deres grundsubstans: nedbryd fordomme, start med dig selv. Opsøg det du frygter mest – ”embrace thy enemy”, eller som han mere prosaisk udtrykker sig: ”gå i seng med fjenden”. Det er sådan Holdt har levet sit liv. Han har bekæmpet sin frygt for det, der er anderledes - for ”de andre”. For sorte og muslimske bandemedlemmer. For Ku-Klux-Klan medlemmer og nynazister – you name it! Han har blandet sig med dem alle sammen, og hans erkendelse har hver gang været: ”der findes ingen had blandt mennesker – der findes kun smerte!”.
Således beriget, provokeret, betaget, forarget......er der blandt publikum lagt op til fortsat diskussion og refleksion over dette møde med ”det anderledes”.
